ATP Real Estate har det seneste års tid set værdien af sine engelske ejendomsinvesteringer falde betydeligt.
Over 12 måneder er engelske ejendomme over en bred kam blevet 15-20 procent mindre værd og det er også noget, der kan mærkes hos ATP.
For seks år siden besluttede ATP Ejendomme at lægge strategien om, så man åbnede for indirekte investeringer via fonde i udlandet. Strategien er fulgt, og i dag har ATP indirekte ejerskabet af cirka 1.000 ejendomme, fordelt på hele Europa og i mindre grad USA. Der er foreløbig investeret otte mia. kr. i fondene, og der er givet investeringstilsagn for yderligere tre mia. kr.
Faldende priser
Adm. direktør Michael Nielsen fra ATP Ejendomme A/S vil dog ikke sætte tal på, hvor meget selskabets udenlandske ejendomsportefølje lider under det aktuelle prisfald, da værdiansættelser typisk finder sted ved årets udgang.
»Vi vil givetvis se en ned-regulering af værdien af vores udenlandske investeringer ved årets udgang. Det sker over en bred kam, men værdierne bliver primært drevet ned af vores investeringer i fonde med engelske ejendomme,« erkender Michael Nielsen.
Kunne ikke forudses
Burde I ikke have afholdt jer fra at investere i England, hvor ejendomspriserne var drevet op i et historisk højt niveau inden finanskrisen?
»Man har aldrig tidligere set så hurtigt og så kraftigt et fald i England. Det har ingen kunnet forudse. Der er mig bekendt ingen historiske fortilfælde. Jeg kan ikke se, at vi kunne have investeret internationalt uden om England, som er det største og mest transparente marked i verden. Så havde vi ikke opnået den ønskede risikospredning. Endvidere er vi langsigtede investorer og tror på, at værdierne kommer tilbage.«
Bliver der nu ændret på sammensætningen af de udenlandske investeringer?
»Strategien er uændret. Vi skal kunne tåle både medvind og modvind. Måske vil vi se, at man ændrer tidshorisonten for visse close-ended funds, så vi ikke tvinges til at sælge ud midt under en krise. Vi har desuden den fordel, at vi har været aktive i udlandet i seks år. Vi har været med på hele opturen, og så betaler vi lidt af gevinsten tilbage nu. Vores samlede portefølje er robust, så vi er ikke nær så hårdt ramt som mange andre,« svarer Michael Nielsen.