Kunne du tænke dig at bo i London eller Paris?
Her er den dårlige nyhed: Det er der også andre, der kan, og her er den endnu dårligere nyhed: De har formentlig flere penge. Mange flere penge.
Maybach-segmentet
Forfatteren Simon Kuper beskrev sidste år i Financial Times følelsen af vindebro. Han bor i Paris, og gode venner dukkede slukørede op i hans lejlighed. De fortalte, at de skulle flytte. De havde gode job og en tilværelse i Audi-segmentet, men de havde fået børn og kunne ikke blive ved med at krampe sig ind i deres kaninbur af en lejlighed. Så de ledte efter noget lidt større, men Paris var lukket land for andre end Maybach-segmentet, og de måtte flytte. Au revoir.
Det var ikke bare Paris, det var alle den slags storbyer, og som Kuper konstaterede med en vis bitterhed: »Vores globale storbyer er ved at blive forvandlet til forgyldte og uigennemtrængelige fæstninger, hvor den internationale elite reproducerer sig selv.«Og han har en pointe. New
ork, San Francisco, London, Sydney og en snes andre byer er nu så dyre at rodfæste sig i, at det er tæt på umuligt for andre end de absolut rigeste. Som beregningerne her på siden viser – hvis man tjener en gennemsnitlig indtægt i Paris eller London og køber en ganske gennemsnitlig bolig, vil lånet andrage 110 pct. af indtægten. Eller sagt på en anden måde: Man skal betale ti pct. mere, end man tjener for at købe en ordinær bolig.
Det kan man ikke – ikke med skindet i behold, og derfor bliver storbyerne et sted, hvor alle køberne per magi er over gennemsnittet, og byerne forvandler sig. De bliver til lounger for eliten, som jetter fra deres lejlighed i Chelsea til huset på Nob Hill, hjem til bestyrelsesmøde i Gazprom og videre til afstressning på Bondi Beach.
Har vi ret til storbyen?
Et af de gamle medlemmer af det britiske establishment skrev i sidste uge i The Guardian, at klagerne skulle holde op med at klage. Simon Jenkins foredrog, at byer som London »aldrig har været for alle«, og det har aldrig været en demokratisk ret, at man kunne bosætte sig der.
Hans argument indeholder en svag fernis af rigtig og en tyk substans af forkert. Selvfølgelig nytter det ikke noget at forvente, hvad man ikke med rimelighed kan forvente. Hvis man forventer den store lottogevinst, strækker man grænserne for rimelighed, men ikke her – og af tre grunde: For det første tjener byerne som enkeltlandenes reservoir af kultur, historie og politik – de er anlagt for de mange og betalt af de mange, ikke af og for de få; for det andet har byerne indtil for nyligt netop været for de mange.
Forgyldningen og befæstningen tog først for alvor fart i 1990erne. Og for det tredje tilføjer sig nu et nyt fænomen, som lønramme 29 og fornuftige sko ikke kan stille noget op imod.
En nybeslået milliardærklasse fra især Rusland og Kina vil betale næsten hvad som helst for næsten hvad som helst, og det er mange penge sidst på måneden.
Som James Surowiecki i sidste uge skrev i New
orker om skævridningen: »En flodbølge af kapital fra rige mennesker i nye markeder – fra Kina, Latinamerika, Rusland og Mellemøsten – oversvømmer ejendomsmarkederne i storbyerne. De vrider priserne opad, og det fører til et boom af luksusbyggeri.«
Og det annullerer en af de helt fundamentale forventninger til et ejendomsmarked, nemlig at det reflekterer »de grundlæggende lokale omstændigheder, først og fremmest de lokale beboeres indtægtsgrundlag«, som han udtrykker det. Hvis der er nok rige mennesker i Kina, som vil købe i Paris, ophæver kineserne de lokale betingelser, fastslår Surowiecki, for så bliver priserne ikke længere bestemt af, hvad franskmændene og pariserne tjener, men hvad kineserne og russerne vil betale.
Derfor gælder Simon Jenkins’ undskyldning for status quo heller ikke; tingene er ikke, som de altid har været. Tingene er anderledes.
Vancouver, made in China
Vancouver er et godt eksempel på hvor anderledes, som Surowiecki og beregningerne her på siden dokumenterer.
For målt i forhold til indtægtsgrundlaget er Vancouver den dyreste storby i Nordamerika, dyrere end New
ork, San Francisco og Los Angeles. En gennemsnitlig husstand i Vancouver tjener således 400.000 kr., men et almindeligt hus går for over fem mio. kr. og en ditto lejlighed for tre mio. kr., skriver han.Forklaringen er købere fra Kina. I den vestlige del af byen og i forstaden Richmond udgør kinesere nu 74 pct. af alle købere, viser en opgørelse, og Richmond er ifølge South China Morning Post »den første ikke-asiatiske by, hvor kinesere udgør et flertal«. I 2013 vil kinesere udgøre mellem 800.000 og en mio. af Vancouvers indbyggere – eller op mod en tredjedel.
South Morning China Post tog med rige kinesere på boligindkøb gennem Vancouver, og en familie studerede et fireværelses hus til 18 mio. kr. »Det er billigt,« sagde familiefaderen, som forklarede, hvordan han ville parkere kone og børn i den rene luft og det gode skolevæsen i Vancouver og selv rejse frem og tilbage og pleje sine investeringer i Kina. En anden forklarede, at han havde overvejet at bosætte familien i Europa, men han brød sig ikke om europæerne. »De forsøger altid at presse dig til at integrere dig i samfundet,« klagede han. Sådan er det ikke i Vancouver. Hovedparten af kineserne i byen taler kun kinesisk, og de lever kinesisk.
Superstjernebyer
Dermed har Vancouver kvalificeret sig til en eksklusiv liste over såkaldte »superstar«-byer. Udtrykket er opfundet af tre amerikanske økonomer, som i artikler i 2006 og 2013 undersøgte det amerikanske boligmarked og fandt 22 amerikanske superstjernebyer, hvor de rige bor. Superstjernebyerne har følgende kendetegn, konkluderede de:
Høj efterspørgsel, relativ høj indtægt, fysiske eller politiske grænser for vækst og dermed begrænset nybyggeri og store prisstigninger over årene.Andre økonomer og analytikere har internationaliseret begrebet og fundet samme mønster i storbyer som London, Paris, Sydney, Vancouver, Moskva, Singapore, Shanghai, Hong Kong, Rio de Janeiro, Sao Paulo, Cape Town, New
ork og San Francisco.Men spørgsmålet er, hvad man skal gøre ved forgyldningen og befæstningen af byerne – uden at sætte den fri prisfastsættelse ud af kraft. Og om man skal gøre noget.
James Surowiecki foreslår, at de enkelte lande fokuserer på den globale milliardærklasse, på de rige kinesere, russere og arabere; ikke kun fordi de vrider markedet væk fra lokale økonomiske betingelser, men også fordi de skaber »zombie-bydele,« som man kan opleve i f.eks. Kensington i London: Tusindvis af huse, som er ubeboede, fordi ejerne kun opholder sig der på korte mellemlandinger.
Løsningen er en særskat eller særlov, mener Surowiecki, og det er ikke umuligt. Hong Kong kræver allerede nu, at fremmede boligkøbere betaler en afgift på 15 pct. oveni boligprisen, og den australske regering har gennemført en lov for ikke-fastboende udlændinge. De må kun købe, hvis deres opkøb føjer sig til den eksisterende boligmasse, altså nybyggeri. De må ikke købe eksisterende ejendomme.
En britisk tænketank, Veritas, har i en ny rapport foreslået en europæisk Lex Australien. Som rapporten fremhæver – i 2012 stod udlændinge for 80 pct. af købene af dyrere ejendomme i London, og kun en tredjedel vil bo i boligerne. Resten købte som spekulation. London lider af kronisk mangel på nybyggeri, og nybyggede boliger bliver revet væk af de tungeste tegnebøger. I det centrale London købte udlændinge 73 pct. af alle nybyggede boliger i 2012.
En Lex Australien vil føre til mere nybyggeri, især af skyskrabere, og loven vil i det hele taget gøre boligmarkedet mere tilgængeligt for lokale købere, der vil bo i byerne, hedder det.
Kan det lade sig gøre? Rent praktisk – ja. Men politisk? Det er mere tvivlsomt.
For der er mange mennesker, som mener, at forgyldningen er i orden. Hvis man i forvejen ejer ejendomme i superstjernebyerne eller lever af at sælge eller bygge ejendomme – så er fremmede milliardærer og prisstigninger velkomne. Den slags spækker også godt i de lokale skattekasser. Magtfulde interesser vil således sige, at alt er i orden – bare fortsæt.
Modstanderne er knap så magtfulde; det er typisk unge mennesker, som forsøger at købe eller leje i byerne, eller familier, som forsøger at købe noget større i byerne.
Dermed udspiller sig en moderne middeklassevariant af Victor Hugo, og det handler ikke om retten til et liv, men et bedre liv; det handler ikke om at retten til at bestemme, men om retten til at bo. Målene er anderledes, men fjenden den samme, og scenen er igen sat i bl.a. Paris.
»Vi vil altid have Paris,« siger Rick ganske vist til Ilsa i »Casablanca«, men hvis filmen blev genindspillet i dag, ville hun sikkert svare ham:
»Paris? Med de priser? Er du tosset?«