INVESTERING, KØB, SALG, EJENDOMME, ERHVERVSEJENDOMME

EjendomsInvest retter søgelyset mod udlandet

Flag ARTIKEL 30-05-06 ~3 minutters læsning · 577 ord

En af landets førende udbydere af investeringsejendomme er midt i en omfattende ændring af selskabets geografiske fokusering.

EjendomsInvest forventer i år at omsætte for 3,5 mia. kr. på markedet for ejendomme, som udbydes til salg på A/S- og K/S-vilkår. Samtidig øger man satsningen på obligationsmarkedet, hvor selskabet i år forventer at udstede obligationer for over 300 mio. kr.

De udvidede aktiviteter kan imidlertid kun lade sig gøre, fordi EjendomsInvest samtidig justerer indkøbsstrategien og drager både nye og gamle lande ind i forretningen.

»Der er masser af ejendomme til salg i Danmark, men markedet er overophedet, og vi vil ikke lægge ryg til projekter, der på grund af de høje priser har negativ drift,« siger salgs- og marketingdirektør Peter Scheuer Jensen fra EjendomsInvest.

»Så når vi forudser, at vi får en betydelig, tocifret vækst i år, bliver det ikke i Danmark. Vi omlægger vores investeringer. Hvor danske ejendomme udgjorde 40 procent af omsætningen sidste år, vil de udgøre mindre end ti procent i år.«

EjendomsInvest vil i stedet øge indkøbsaktiviteterne i udlandet. Primært i Tyskland og England, men også ved at åbne nye markeder, hvor EjendomsInvest ikke hidtil har været aktiv.

Retur til England

EjendomsInvest mærker en betydelig interesse for tyske ejendomme - ikke mindst fra selskabets nye kunder. Blandt dem angiver 85 procent, at de er mest interesserede i Tyskland.

Derfor regner EjendomsInvest med, at tyske ejendomme i år vil udgøre op mod en fjerdedel af omsætningen mod blot ti procent i 2005.

»Det tyske marked har været nede i mange år, og der er blandt investorerne en forventning om, at Tyskland er på vej ind i en positiv konjunkturcyklus. Foreløbig er det dog især de udenlandske investorer, der køber ejendomme i Tyskland, men det er umuligt at sige, hvornår priserne for alvor vil begynde at stige,« mener Peter Scheuer Jensen.

Desuden har EjendomsInvest besluttet at vende tilbage til England, som jo er verdens største marked for investerings-ejendomme. Her har man været borte et års tid, hvilket tilsyneladende har været en forkert og dyr beslutning.

»Vi vender tilbage til England, hvor vi nok var lidt for hurtige til at afskrive det engelske marked,« erkender Peter Scheuer Jensen.

»Engelske ejendomme har på langt sigt vist sig at være en investering, der næsten er mere sikker end statsobligationer. Sidste år udgjorde engelske ejendomme cirka 25 procent af alle danske ejendomsinvesteringer i udlandet. Det marked hverken kan eller vil vi stå udenfor.«

To nye markeder

EjendomsInvest fortsætter aktiviteterne i Sverige og Finland, og desuden bliver der efter planen lanceret ejendomsprojekter fra mindst to nye lande i løbet af 2006.

»Vi har besluttet os for at introducere vores investorer for to nye markeder i år,« siger direktør Knud-Erik Andreasen fra EjendomsInvest.

»Det er en del af vores strategi, at vi skal introducere to nye markeder om året, men det sker først efter meget omfattende markedsanalyser. Vi kører i øjeblikket markedsanalyse på 12 markeder, og af dem vælger vi de fire, vi tror mest på. Og så vil vi formentlig introducere to markeder i år samt yderligere to næste år.«

EjendomsInvest arbejder desuden på at præsentere et helt nyt investeringsprodukt senere på året, og så regner man som nævnt med en fordobling i udstedelsen af obligationer.

»Der er fortsat en enorm interesse for ejendomme fra investorernes side. Og mange er blevet mere opmærksomme på behovet for risikospredning. Det gælder både geografisk og i typen af produkter. Men jeg tror, at K/S-markedet vil få endnu større betydning fremover,« siger marketingdirektør Peter Scheuer Jensen.