Både priserne og mængden af udlån til boliger er nu på vej op i London. I august 2009 steg boligpriserne i byen med 0,8 pct., efter at de var steget med 1,2 pct. i juli 2009.
Samtidig blev der oprettet flere realkreditlån i juli 2009 end i de foregående 15 måneder.
Ifølge ejendomsorganisationen Hometrack er udbudet af boliger ved at være lille i London og det sydøstlige England, og ejendomsmæglerkæden Knight Frank peger på, at markedet er ved at rette sig for luksusboliger.
Set over hele 2009 er boligpriserne dog fortsat faldet med 7,6 pct. i den britiske hovedstad. I forhold til september 2007, da det engelske boligmarked toppede, er der skåret 12 pct. af boligpriserne, viser beregninger foretaget af Hometrack.
Nyhedsbureauet Reuter kommer frem til, at de engelske boligpriser er faldet med 16 pct. det seneste år. I de foregående 10 år, blev de samme priser dog tredoblet, fremgår det af artiklen.