BOLIG, ØKONOMI, BOLIGKØB, BOLIGSALG, LUKSUS

Luksusboliger falder i pris

Flag 05-11-10 ~2 minutters læsning · 221 ord

Siden oktober 2009 er priserne på boliger til over GBP 1 mio i London steget med 12 pct. Men siden juli 2010 er priserne på luksusboligerne faldet med hver eneste måned - og med 1 pct. i alt. Oktober 2010 leverer det seneste fald - nemlig på en kvart pct.

Dermed bliver der spist af den fremgang, der blev skabt på markedet for eksklusive boliger i den britiske hovedstad i første halvdel af 2010. Det var den gang bl.a. mange rige grækere flygtede til London med deres græske penge, fordi de var bange for at få deres formuer konfiskeret eller udhulet af den kriseramte græske regering.

Alt i alt er antallet af nye købere til de dyreste London-boliger faldet med 13 pct. i løbet af det seneste år, oplyser ejendomskonsulentfirmaet Knight Frank.

Det er først og fremmest købere med tegnebogen i orden fra det europæiske fastland, der nu dropper London. Salget af boliger til denne gruppe er faldet med 34 pct. i oktober 2010 set i forhold til oktober 2009. Omvendt fastholder både russerne, asiaterne, brasilianerne og araberne deres interesse for at købe en bolig i byen med Big Ben.

Generelt peger boligpriserne i hele Storbritannien samme vej som priserne på luksusejendommene i hovedstaden. I oktober 2010 er landets boliger sledes faldet med i gennemsnit 0,7 pct., oplyser Nationwide ifølge artiklen.

Skribentmail: