London mærker p.t. en lille afmatning i efterspørgslen efter mellemklasseboliger i de dyre kvarterer som Belgravia og Mayfair. Det skal dog nok lige forklares, at i lige netop de to kvarterer benyttes betegnelsen «mellemklasse» om boliger, der koster mellem DKK 10 og 50 mio.
De dyre boliger, som altså koster fra DKK 50 mio. og opefter, går stadig som varmt brød i den britiske hovedstad. Der er nemlig fortsat stor efterspørgslen efter de dyre boliger, og den kommer især fra russere, asiater og folk fra Mellemøsten, oplyser ejendomsmæglerfirmaet Knight Frank.
Efterspørgslen på de dyre liebhaverboliger vil endda fortsætte med at klare sig bedre end det øvrige boligmarked i Storbritainnien de næste 10 år, vurderer analysechef Liam Bailey fra Knight Frank. Ikke en gang den nye skat på DKK 300.000 om året til alle borgere, som har residens men ikke domicil i landet, vil kunne skræmme udlændingene væk. Når man har DKK 50 mio. til en bolig, så kan man også få råd til at betale DKK 300.000 til skattevæsenet, lyder Liam Baileys logik i artiklen.