Hvis du vil gå på de bedste universiteter i verden, så lyder det korte råd, at du skal tage til USA eller England. Amerikanske og engelske universiteter sidder tungt på ranglisterne over verdens universiteter.
Hvis du gerne vil blive inden for Europas grænser, så hedder toppen af poppen Cambridge University, Oxford University og det tekniske universitet ETH i Zürich.
Vil du gerne gennemføre dit studium i Skandinavien, har du kun to højtrangerede læreanstalter at vælge imellem, og de ligger i Sverige. Det er Lunds Universitet og Karolinska Institutet i Stockholm. Både de danske, norske og finske universiteter rangerer langt nede.
På Times Higher Education-listen kommer Aarhus Universitet ind som det bedste danske universitet, men den danske førsteplads siger ikke så meget i sig selv, som den siger om konkurrencen i Danmark. Aarhus Universitet ligger nemlig på en plads som nummer 125, mens Københavns Universitet ligger nummer 133 på listen. Syddansk Universitet må tage til takke med 251.-pladsen, mens Aalborg Universitet gør den i rollen som de danske universiteters baglygte på pladsen som nummer 301.
Uniersiteterne i Aarhus og København klarer sig dog bedre på den såkaldte Shanghai-liste, hvor de kommer ind som nummer henholdsvis 86 og 43. Det samme gælder på den tredje store internationale liste, QS-listen, hvor de to får pladserne som nummer henholdsvis 89 og 51. Men selv på disse to lister er der altså ingen danske universiteter med i den sjove ende.
Eneste undtagelse fra de beskedne danske placeringer er Copenhagen Business School, der har fået en tredjeplads på en rangliste med 1000 business schools verden over.
Cambridge University har i en årrække figureret blandt de 10 bedste universiteter i verden. I år indtager det således andenpladsen på QS-listen. Kun overgået af amerikanske Massachusetts Institute of Technology (MIT), fremgår det af artiklen.