Elever, der er dygtige og opfører sig pænt i skolen, bliver belønnet med små gaver som armbånd og kuglepen.
Sådan er i hvert fald situationen i 1. klasse på den offentlige skole i den sydvestlige ende af London, som danske Smilla går. Hun er datter af Michael Bjerre, Berlingske Tidendes korrespondent i London, som har lavet en lille beretning om forskelle og ligheder på danske og engelske folkeskoler.
Michael Bjerre mener, at engelske skoler med deres fokus på konkurrence står i diametral modsætning til den bløde pædagogik i den danske folkeskole.
For eksempel vurderer Smillas engelske lærer dagen igennem elevernes præstationer og opførsel, og det foregår på en tavle, hvor alle elevernes navneskilte er placeret på en tegning af en regnbue. Gode præstationer og god opførsel belønnes prompte med, at læreren flytter den pågældende elevs navneskilt over på en tegning af en sol. Ved en dårlig præstation eller opførsel flyttes navneskiltet over på en sky.
Elever, som står på solen, når skoledagen slutter, får tre points, mens elever på skyen må gå hjem fra skole uden point. Dem, der ender med at stå på regnbuen, får ét point. Når en elev passerer 10 points, må han eller hun trække en lille gave fra en sæk.
Solen, skyen og regnbuen er blot et af flere eksempler på, at datterens skole er meget konkurrenceorienteret. Michael Bjerre lægger ikke skjul på, at han har været noget skeptisk over for skolens pædagogik. Men han erkender også, at den engelske pædagogik har udfordret familien.
Smilla trives nemlig fint med den. Hun er kommet hjem fra skole med to gaver, og hun stråler som en sol, når læreren har placeret hende på tegningen af den, fortæller Michael Bjerre i artiklen.