PENSION, OPSPARING, SKATTER, AFGIFTER

Hemmelige konti kan rumme skjulte indtægter

Flag 20-03-07 ~Et minuts læsning · 191 ord

Skat intensiverer i øjeblikket jagten på danskere med indeståender på udenlandske konti, der ikke er opgivet til skattevæsenet.

Men de udenlandske konti kan også være skjulested for indtægter, som ikke er opgivet til skattevæsenet. Det er ulovligt at trække skattepligtige indtægter ud af landet uden at opgive dem. Hvis skattesviget overstiger en halv million DKK, står den skyldige til fængsel. Er beløbet mindre, vanker der en bøde.

En typisk fremgangsmåde er f.eks., at en konsulent eller en selvstændig inden for IT får nogle af sine kunder til at sætte betalingen for sit arbejde ind på en hemmelig konto i udlandet. Herefter kanaliseres pengene gennem et net af selskaber og havner ofte i England og Liechtenstein, hvor det er svært for det danske skattevæsen at opspore pengene.

England topper listen over danskernes foretrukne skattely-lande. Men Norge, Tyskland, Luxembourg, Schweiz og visse delstater i USA er også godt med.

De første retssager som følge af Skats jagt er netop ved at komme for retten, og projektchef Ove Christensen fra Skat regner med, at der følger 50-100 sager efter, hvor unddragelserne i de alvorligste løber op i 30 mio. DKK, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: