LONDON: Skylinen i Londons finansdistrikt City ligner sig selv. Og det samme gør de sølvgrå og sorte Rolls-Roycer, der med jævne mellemrum ruller op foran bankernes hovedsæder for at fragte kunder og direktører fra et møde til en senere middagsaftale. Måske på en af Londons to restauranter med tre Michelin-stjerner, en af otte tostjernede restauranter eller måske bare en af 40 etstjernede Michelin-restauranter.

Hvis ikke det lige var fordi, man vidste, at London var et af de steder i verden, hvor den finansielle krise ramte hårdest, ville det være meget let at tro, at alt er »business as usual« i den britiske hovedstad.

Men man behøver bare at kaste et blik på regningen for diverse britiske bankpakker og nationaliseringer af banker som Royal Bank of Scotland og Lloyds Banking Group for at forstå, at finanskrisen forandrede alt i London. 850 milliarder pund – eller 7.225 milliarder kroner. Så meget lyder den foreløbige regning for at redde den britiske finansielle sektor.

London har ændret sig

En regning der har haft store konsekvenser for dagliglivet i Londons finansielle sektor, fortæller Jacob de Tusch-Lec, dansk investeringschef i den britiske investeringsbank Artemis Investment.

»For London var krisen en »game-changer«. Spillets regler har ændret sig. London var på vej til at blive centrum for verdens metalmarkeder før krisen. Store russiske og indiske mineselskaber valgte at gå på børsen i London, selv om de intet havde med England at gøre. Det er helt slut nu. I dag går den samme type selskaber på børsen i Hong Kong, og markedet for børsnoteringer er slet ikke kommet lige så stærkt tilbage i London, som det er andre steder. Derfor ser man også i den finansielle sektor i London, at jobmarkedet har ændret sig. De høje lønninger, man kunne sikre sig før krisen, er der ikke rigtig længere.«

Men hvad betyder det for den finansielle sektor i byen? Sektoren blev jo ellers før krisen udråbt til at være en af de nøglebrancher, som Storbritannien skulle leve af i fremtiden.

»Det har helt ændret billedet. I dag er der i Storbritannien en erkendelse af, at den finansielle sektor har bidraget med alt for meget til BNP. Samtidig føler mange briter, at det var på grund af den finansielle sektor, at tingene gik så galt. Og set i forhold til for eksempel Danmark, så gik det da også rigtig galt herovre. Ja, der var bankkrak i Danmark. Men i England var man ude i nationalisering af nogle af landets allerstørste banker. Derfor ser man også nu, at skattelovgivningen bliver målrettet meget mod den finansielle sektor.«

Skatteflugt?

Senest så man, at den britiske regering pålagde bankerne flere skatter i forbindelse med sparepakkerne i sidste uge. Kan bankerne blive ved med at leve med så store ekstra-skatter?

»Det bliver nok sværere og sværere. Det er klart, at bankerne svigtede. Men befolkningen i Storbritannien har ikke set indad og forholdt sig til deres eget låneniveau, der jo også har været alt for højt. Den proces kan nok tage mange år. I mellemtiden kan jeg mærke på folk omkring mig, at man taler mere og mere om, hvor i verden de mest attraktive job er. Men det er jo ikke sådan, at man bare sidder og spekulerer i, hvor man kan tjene flest penge til den laveste skat. Man har jo børn, venner og bolig herovre. Men selvfølgelig betyder det noget, at skatterne nu stiger væsentligt i Storbritannien. Man kan jo ikke undgå at tænke på, at der i Schweiz, Singapore og Hong Kong lige nu er et marked i udvikling, hvor lønnen og skatten er mere attraktiv. Det medfører selvfølgelig, at nogen er tiltrukket af de job, der findes på vækstmarkederne, og de, som har mulighed for at flytte, gør det. Det er helt klart en ny situation. Det er stadig kun en svag tendens, men vi ser det ske, og det er klart, at det ændrer markedet herovre.«

Men selv om måske nogle bankfolk forlader London, så er det stadig her, at nogle af verdens dyreste lejligheder bliver solgt. Er det britiske boligmarked upåvirket af bankfolkenes flugt?

»Nej, personligt tror jeg ikke, at huspriserne i London kan holde sig på det høje niveau, de stadig er på. Men der er argumenter for, hvorfor de måske kan. En stor del af markedet i London er præget af, at boligerne sælges som et hjem nummer to. Blandt andet til velhavere fra Mellemøsten, Rusland eller Asien. Den efterspørgsel kan godt blive ved i et stykke tid endnu – også fordi pundet er lavt. Men det er klart, at den slags købere handler boliger i centrum af London. Ikke i forstæderne. Og derude begynder det da også at gøre ondt nu. Priserne på boligmarkedet herovre skal komme ned, men det kan godt tage lang tid, og lige nu er markedet mere eller mindre fastfrosset – på nær for det helt dyre segment – altså lejligheder omkring fem til ti millioner pund. Men det er jo ikke lokalansatte bankfolk, der køber dem. Det er udenlandske rigmænd.«