Focus Ejendomme, som bl.a. tilbyder investeringer i erhvervsejendomme i England, er blevet meldt til politiet for bedrageri og mandatsvig af en kreds af rasende investorer. De har netop skudt flere millioner i firmaet, men pengene er formentlig tabt, idet selskabet befinder sig på randen af en konkurs. Samtidig er firmaets medarbejderstab på få måneder skrumpet ind fra 40 til en håndfuld.
Anledningen er, at Focus Ejendomme har gennemført en aktieudvidelse på 5,2 mio. DKK. Men Morten Hauberg, som bidrog med 312.000 DKK til udvidelsen, mener, at ledelsen allerede inden manøvren vidste, at ejendomsfirmaets økonomi var elendig, og at investorerne bag kapitalforhøjelsen smed pengene ud af vinduet.
Årsagen til selskabets problemer er et ejendomsprospekt, som rummede en forventning om en omsætning på 18,2 mio. DKK og et overskud på 1,4 mio. DKK. Men det gik helt anderledes. Omsætningen blev på 124.700 DKK, og prospektet gav i stedet et underskud på 19,2 mio. DKK, fremgår det af artiklen.