Det er en rigtig dårlig forretning at investere i britiske erhvervsejendomme for tiden. De seneste 12 måneder har engelske erhvervsejendomme givet et samlet afkast på minus 16,1 pct. Og pilen peger fortsat nedad. I juli 2008 lød afkastet således på minus 1,3 pct., fremgår det af ejendomsindekset IPD.
Årsagen er, at Storbritannien p.t. er ramt af en kraftig økonomisk opbremsning, samtidig med at det er blevet sværere at låne penge i de britiske banker - især til køb af boliger og ejendomme, fortæller Anders Matzen, der er chefanalytiker hos Nordea.
For et år siden var bankerne parate til at finansiere op til 85-90 pct. af et engelsk ejendomskøb. Nu vil de kun finansiere cirka 75 pct. Dertil kommer, at selve finansieringen er blevet 20 pct. dyrere, tilføjer Bent Schøn Hansen, adm. direktør i Asschenfeldt Invest, i artiklen.