3,3 mio. englændere i alderen 20-34 år - eller hver fjerde i aldersgruppen - bor stadig hjemme hos deres forældre, viser en opgørelse fra Office for National Statistics i Storbritannien. Det er en stigning i forhold til tidligere, og man begynder nu at omtale de unge som «Boomerang-generationen».
Tendensen er den samme i USA og mange andre lande, og forklaringen skal - som så ofte - søges i krisen.
Stigende ungdomsarbejdsløshed og problemer med at få huslån har forhindret mange førstegangskøbere i at forlade reden, forklarer Matthew Pointon, analysevirksomheden Capital Economics, i den britiske avis The Guardian. Desuden peges der på de stigende studieafgifter i England som en forklaring på, at de unge bliver længere tid hjemme ved mors kødgryder.
Ser vi på gruppen af unge mellem 25 og 34 år, er det 14,4 pct. og 13,9 pct., der bor hjemme i henholdsvis England og USA. Men det er ingenting i forhold til andre lande.
I Slovakiet bor 56,6 pct. af de 25-34-årige hjemme hos mor og far, mens andelen i Italen er 46,6 pct., fremgår det af artiklen.