FORBRUG, ØKONOMI, BØGER

Shop-amok i London

Flag ARTIKEL 11-09-08 ~3 minutters læsning · 504 ord

Den historisk lave dollarkurs gjorde hen over sommeren USA til et yderst attraktivt rejsemål for feriehungrende og shoppingglade danskere. Men på det sidste er dollaren steget en del i pris. Det er det britiske pund derimod ikke. Det er faldet på dramatisk vis. Af samme grund lokker London nu som lidt af et paradis for indkøbslyste danskere.

Prisen for ét britisk pund er hele nede omkring ni kroner, efter at det i begyndelsen af 2001 var helt oppe i 12 kroner. Alene siden årets start er prisen på den britiske møntfod raslet ned med tæt ved ti procent, så kursen nu er på det laveste niveau over for den danske kroner i mere end ti år.

Det kan tilmed meget vel tænkes, at der kommer yderligere prisfald på britiske pund. Storbritannien står i hvert fald i den værste økonomiske situation i 60 år, lød det forleden fra landets finansminister. Det kan tvinge den britiske centralbank til at sænke sine renter, hvilket så igen vil sende det britiske pund ned i kurs.

London topper

Kommunikationschef Rulle Westergaard fra Sterling siger da også, at det er flere år siden, at de har set så mange billetter flyve ud af deres hjemmeside som lige nu.

»London er en typisk efterårsdestination. Men i år vil særligt mange besøge London ikke bare for at få kulturelle oplevelser men også for at shoppe,« siger Rulle Westergaard

Det er især tøj, der er billigt. Men nye trends er også hurtigere fremme i London end her. Spil, musik og bøger er andre ting, som fås til rene spotpriser i England.

»Især bøger er meget billige. Man kan få tre gode kriminalromaner for 100 kroner som paperback. De vil herhjemme koste 1.000 kroner,« siger Rulle Westergaard.

Men London har også et meget varieret og spændende køkken med et mylder af thailandske, indiske, pakistanske og kinesiske restauranter, hvor man får yderst meget valuta for pengene efter danske forhold. Også i den øvre ende kommer man rigtigt lang og meget længere end herhjemme, hvis man vil ofre eksempelvis 1.000 kroner på en supermiddag.

Hos Forex Valutaveksling mærker de helt klart, at danskerne har fået øje på det billige britiske pund og i stigende grad tager til Storbritannien.

»Vi sælger rigtig mange pund lige for tiden. Det er intet mindre end 35.000 pund danskerne køber om dagen, alene fra vores butik på Hovedbanegården og ved Nørreport Station,« siger marketingkoordinator hos Forex, Maria Åberg Jensen.

Hun tilføjer, at det også er vigtigt, at folk husker at veksle penge hjemmefra, for London er et af de dyreste steder i Europa at veksle penge. Mange tager euro med til London, men det kan koste helt op til 15 procent af få dem vekslet til britiske pund.

Samtidig er der en del steder i London, hvor det ikke er muligt at betale med kreditkort. Det gælder eksempelvis i en del taxaer med videre. Endelig kan kreditkort i visse tilfælde også være dyrere at bruge end kontanter. Flere banker forlanger således gebyrer og renter af de penge, der trækkes på kreditkort.