I løbet af de seneste blot tre år er det blevet GBP 31.000 (DKK 290.000) dyrere at skifte fra en ejerlejlighed til eget hus, hvis du bor i London. Prishoppet fra en lejlighed med to soveværelser til et hus med tre soveværelser er vokset til nu GBP 135.000 - svarende til DKK 1,26 mio., viser en undersøgelse af ejendomsmæglerfirmaet Savills.
Eksperterne begynder at tale om, at folk er fanget i en fælde, hvis de bor i den engelske hovedstad og har brug for mere plads at bo på.
Den engelske regering har de senere år forsøgt at gøre det lettere at komme ind og gøre sit første køb på det engelske boligmarked, som har været præget af prisstigninger de senere år. Men problemerne er lige så store for dem, som ønsker at komme længere op at boligstigen, påpeger Lucian Cook fra Savills ifølge artiklen.